REGLER FOR FREMLEJE
Se også foreningens vedtægter vedrørende fremleje
En andelshaver er berettiget til at fremleje eller udlåne sin bolig i perioder på i alt 3 år inden for en samlet periode på 5 år. Bestyrelsen kan dog i ekstraordinære tilfælde give tilladelse til at fremleje i en længere periode.
Bestyrelsen skal godkende fremlejetageren og betingelserne for fremlejemålet, herunder den fastsatte leje. Materiale sendes til foreningens administrator - Qvortrup Administration.
Fremleje eller lån af enkelte værelser kan tillades af bestyrelsen på de fastsatte betingelser.
Ifølge vedtægterne §11.2 er det en forudsætning for tilladelse til fremleje, at andelshaveren har beboet (= været tilmeldt folkeregisteret) andelsboligen i mindst 6 sammenhængende måneder .
Vedrørende fremleje af enkelte værelser finder reglerne i Lejelovens § 69 anvendelse:
Stk. 1: Højst halvdelen af lejlighedens beboelsesrum til beboelse må udlejes. Det samlede antal beboere må ikke overstige antallet af beboelsesrum.
Stk. 3: Fremlejeaftalen skal indgås skriftligt og lejeren (her: andelshaveren) skal inden fremlejeperiodens begyndelse tilstille udlejeren (her: Qvortrup Administration)en kopi af fremlejeaftalen.
Det bemærkes, at der ikke er nogen tidsmæssig begrænsning for andelshaverens ret til at fremleje en del af lejligheden – dog højst halvdelen.
Blanketten ”Lejekontrakt for beboelse” kan fås i beboerlokalet og hos inspektøren, samt downloades fra hjemmesiden her: Fremlejekontrakt
Aftalen om fremleje skal udformes skriftligt og skal indeholde:
- Andelshaverens navn og adresse i fremlejeperioden
- Andelsboligens adresse. Husk afkrydsning i feltet ”andet” og indføj ”andelslejlighed”
- Fremlejetagerens navn
- Oplysning om, hvorvidt fremlejetageren er andelshaveren bekendt, eller at denne ved fremvisning af fotolegitimation (pas, kørekort) har dokumenteret sin identitet
- Oplysning om fremlejeperioden start og ophør. Der skal angives en dato og det skal anføres, at lejemålet ophører uden yderligere opsigelse på denne dato
- Huslejen må ved fuld fremleje ikke overstige basisboligafgift + særmoderniseringstillæg.
- Oplysning om evt. depositum og forudbetalt leje. Hvis det ene eller det andet af disse beløb overstiger 3 måneders husleje, vil denne del af aftalen være ugyldig, idet den ”stiller lejeren dårligere end efter lejeloven”. Administrationen vil ikke godkende kontrakten før dette er rettet.
- Oplysning om personantal, som vil bebo lejligheden, maksimalt 1 pr beboelsesrum (lejelovens regler)
- I § 11 skal anføres, at hvis lejemålet varer mere end 3 måneder skal fremlejetageren bestille dørskilt hos inspektøren. Blanket fås på inspektørkontoret , i fælleslokalet og kan downloades fra hjemmesiden. Prisen er kr. 750,-, som opkræves via boligafgiften. Ligeledes anføres her, at gebyr i forbindelse med flytning p.t. kr. 500,- opkræves via boligafgiften. Udlejer og lejer afregner disse beløb indbyrdes.
- Ved delvis fremleje udregnes den maksimale husleje for værelset ved at tage hele lejlighedens boligafgift incl. à contovarme ganget med en faktor, der beregnes således: værelsets areal divideret med (lejlighedens bruttoareal minus 25 m2) . Der må ikke ved leje af værelse bestilles dørskilt – lejeren skal benytte c/o-adresse.
Supplerende oplysninger:
- Fremlejeaftalen skal godkendes af foreningens administrator, før fremlejetageren flytter ind
- Andelsboligforeningen har samme lejeretlige beføjelser overfor fremlejetageren, som andelshaveren (udlejer) har
- Andelshaveren er som udlejer ansvarlig for, at fremlejetager overholder husordenen
- Andelshaveren hæfter overfor foreningen for alle skader i lejligheden og /eller på ejendommen, som fremlejer forårsager
- Aflæsning af varmemålere aftales med Brunata. Der vil efter varmeårets udløb fremkomme separate varmeregnskaber for perioderne før, under og efter fremlejetiden. Varmeåret går fra 1. juni til 31 maj.
- El- og gasmålere bør udlejer og fremlejetager aflæse i fællesskab ved skifterne.
- Der må i kontrakten ikke indgå betaling for abonnementer eller indbo.
Formel og regneeksempel for punkt 10:
Værelsets areal
Lejlighedens boligafgift incl. à contovarme x ----------------------------------- = y kr
Lejlighedens areal – 25 m2
20 m2 20 m2
fx kr. 6.000,- x ------------------- = 6.000,- x -------- = 6.000,- x 0,4 = kr. 2.400,-
75 m2 – 25 m2 50 m2
5. april 2011 Leif Jeppsson
|